Internationale fællesskaber møder mange barrierer, som kan gøre selv simple krav svære at opfylde. Rundbordssamtaler hjælper dem igennem, sammen.
Der er masser af udfordringer, når man som nydanske kristne vil etablere sig som kirke i Danmark. Den 11. maj mødtes KIT med venner fra nogle af Danmarks mange internationale fællesskaber, for at udveksle råd og vejledning. Mødet var arrangeret sammen med Mosaik og FrikirkeNet.
- Vi lærer mange ting, når vi sidder sammen på den måde, forklarer Tonja Barnabas fra foreningen FOW.
Hun og Pascal Lukaba (også fra FOW) har flere gange før deltaget i samtalerne for at finde svar og løsninger på de udfordringer, de — lige som så mange andre internationale fællesskaber — møder.
- Der er mange muligheder, men der er ofte mange barrierer sat op, som gør det svært nå dertil. I de tilfælde er det godt at have sådan et netværk her, hvor der er rådgivning at hente. Og det at have en organisation som KIT i ryggen, gør også, at vores troværdighed bliver større, mener Tonja.
I dag handlede det om at oprette en bankkonto – en proces fyldt med mange benspænd for nydanskere.
- Alle døre var blevet lukket, men de tre organisationer har haft et møde med banken, og med den pondus, de har, har de kunnet sige: Der er altså et eller andet mærkeligt her. Og banken har faktisk været villig til at se på sagen igen, fortæller hun.
- Det, vi har taget med herfra, er håb: Et håb for fremtiden og et håb om hjælp — og et sammenhold.
Derfor er det heller ikke sidste gang, at Tonja og Pascal har deltaget i ”rundbordssamtalerne”.
- Der er mange emner, som vi skal snakke om. Ting, som vi skal arbejde med, siger Pascal Lukaba.
Lige som Tonja ser han stor værdi i at mødes til samtalerne for at dele problemer og løsninger, også med andre migrantmenigheder og ‑foreninger.
- Det er godt, at vi kan stå sammen, lære af hinanden og finde løsninger ved at samarbejde i stedet for at gå alene og undre os, slutter Pascal.
Er du del af en international menighed og ønsker at tage del i samtalerne?
Så kontakt Ruben Holmgreen Falk på ruben@kit-danmark.dk eller tlf. 24 85 39 24